Når Recharge City i Horsens om lidt åbner sine faciliteter for lastbiler, chauffører og andre på farten, bliver det med Scania som fast inventar på matriklen. Scania rykker nemlig ind i 600 m2 kontor- og undervisningslokaler i Recharge City og samler al Scania Academy undervisning af mekanikere og servicefolk.
Samtidig får Scania Driver Academy lokaler til undervisning af chauffør- og vognmandskursister fra det jyske.
Recharge City er et storstilet projektbyggeri der, når det står færdigt, bliver et 270.000 kvadratmeter stort rastepladsområde med indhegnet parkering til lastbiler, hotel, restauranter, kontorer, værksteder og opladningsmuligheder til både el-lastbiler og personbiler. Der vil være plads til 450 lastbiler i Recharge Citys 24-timers overvågede parkeringsområde, hvilket gør det til Europas første og største EU-platincertificerede parkeringsplads. Beliggenheden ved afkørsel 57 Horsens Syd er en af de travleste strækninger i Danmark med 60.000 køretøjer, der passerer hver dag.
– Vi har gennem et års tid kigget efter nye lokaler til vores tekniske efteruddannelser af Scania Danmarks mekanikere. Når vi rykker til Recharge City frigør det plads til Scania Horsens, der har brug for de værkstedsbaner, vi i Academy bruger til undervisning, fortæller Johnny Pedersen, teknisk chef for servicemarked i Scania Danmark.
Også Scania Driver Academy – der står for blandt andet EU-efteruddannelse og ADR-kursus til chauffører og vognmænd – får mulighed for at åbne op for flere kursister fra det jyske med de nye lokaler i Recharge City.
– Det bliver godt. Det er vi enormt glade for, så vi kan tilbyde de jyske chauffører og vognmænd samme høje niveau af EU-efteruddannelse og ADR-kursus som til vores sjællandske kursister i lokaler der er nye, lækre og ligger i Horsens, som er et centralt smørhul for Jylland, siger Thomas Skov Rasmussen, der er chef for Scania Driver Academy.
Det er også ambitionen, at der i forbindelse med de nye Scania-faciliteter i Recharge City bliver et område dedikeret til levering af de mange nye biler, hvor Driver Academy er med inde over og står for den detaljerede gennemgang af bilen sammen med chauffør og vognmand.
– Vi har fra begyndelsen haft en vision om at skabe en ”full service”-oplevelse i Recharge City for både mennesker og køretøjer. At Scania Academy og Driver Academy nu bliver en del af Recharge City, er med til at gøre den vision til virkelighed. Derfor er vi utroligt glade for samarbejdet og ser frem til, at Scania kan tiltrække folk fra transportbranchen til fremtidens rasteplads, fortæller projektdirektør i Recharge City, Charlotte Ørnsvig.
Scania Academy har godt 500 mekanikere og servicefolk igennem efteruddannelse årligt. Scania Driver Academy forventer at have flere end 1.000 kursister på EU-efteruddannelse og ADR-kursus i løbet af 2024 fordelt på Ishøj, Kolding, Esbjerg og Horsens. Kurserne udbydes som AMU-kurser.
Scania er en af verdens førende leverandører af transportløsninger. Sammen med vores partnere og kunder går vi forrest i skiftet mod et bæredygtigt transportsystem. Scania Danmark er den officielle importør af Scania lastbiler og busser i Danmark og et datterselskab til Scania CV, Sverige. I Danmark beskæftiger Scania +600 medarbejdere, indenfor alt fra salg af busser og lastbiler, reparation og service af tunge køretøjer, reservedele og serviceaftaler samt finansiering- og forsikring til vognmænd og chaufføruddannelse og køreskole. Alt dette på 16 velplacerede lastbil- og busanlæg jævnt fordelt over hele Danmark. Scanias integrerede produkter og serviceydelser sikrer kunderne markedets mest omkostningseffektive løsninger for gods- og passagertransport ad landevej samt maksimal oppetid.