Nyhed - 25/05-2023

Populær lokal café indtager Recharge City med nyt koncept


Den populære café GRAN i Horsens åbner i 2024 dørene til et helt nyt koncept hos Recharge City.

Den populære café GRAN i Horsens åbner i 2024 dørene til et helt nyt koncept hos Recharge City. Det nye tiltag kalder de et gourmet-café-koncept, der skal levere god mad til både bilister og lastbilchauffører, hvor de kan forkæle sig selv og tage en pause fra køreturen i en afslappende atmosfære. Den velkendte kvalitet fra Gran følger med, og her vil blive serveret både cafémad, nem take-away, gode danske retter og kvalitetskaffe. Konceptet bliver et frisk og anderledes alternativ, som matcher de forskellige behov til folk på farten og lokalområdet.

GRAN Gourmet Café bliver navnet på den nye café, som GRAN-familien åbner hos Recharge City i starten af 2024. Her vil cafeen genskabe den hyggelige stemning, som mange kender fra byen, i nye omgivelser. Den nye café vil servere mad og drikke til folk på farten – her vil både være gode danske retter, som chaufførerne efterspørger samt lækker cafémad og den gode kop kaffe. Alt kan nydes på stedet eller tages med til bilen, med hjem eller i chaufførloungen.

Mad til forskellige typer af gæster
Ambitionen om at løfte pause-oplevelsen for bilister og chauffører på farten er ikke ny for de lokale iværksættere bag konceptet, som alle har oplevet en imponerende udvikling i udlandet. Og nu ser de en mulighed i netop at skabe et nyt café-koncept til folk på farten:

“Når man kører ned gennem Italien og Frankrig, bliver man mødt af Michelin-restauranter på rastepladserne. Her oplever man, hvordan Skandinavien er langt bagefter i forhold til at levere høj kvalitet. Recharge City bliver samlingssted for hele motorvejsnettet, og her er det helt oplagt for os at være med og tilbyde vores café-koncept til mange forskellige mennesker – både chauffører, bilister, kørende erhvervsfolk og folk fra lokalområdet”, siger Eoin Magill Madsen fra GRAN Gourmet Café.

Bag konceptet står Eoin Magill Madsen, Peter Nicolaj Thorup og Mads Falck Valentin-Hjorth, der tilsammen har 60 års erfaring inden for restaurationsdrift, catering og kaffe.

Med beliggenheden lige ud til motorvejen vil GRAN Gourmet Café servicere både de hurtige gæster på farten, og dem, der lige bliver lidt længere. De kalder det ”to-go” segmentet, som er dem, der efterspørger kvalitetskaffe, friske sandwich og nem take-away, de kan få med indenfor få minutter. Og så er der ‘’to-cozy’’ gæsterne, som ønsker den fulde caféoplevelse i de 30-45 minutter, som det alligevel tager at lade bilen, få et tiltrængt afbræk fra motorvejen eller måske bare en hyggelig cafétur.

Fælles ambition med kvalitet i fokus
Hos Recharge City glæder man over at kunne indgå en aftale med en velkendt lokal aktør, der deler ambitionen om at højne niveauet, variationen og kvaliteten af det, der tilbydes – til både chauffører, bilister og folk fra nærområderne:

”De fleste i Horsens og omegn kender GRAN, og vi er glade for, at de kan se en mulighed for at skabe et helt nyt koncept i vores lille ”by”. GRAN Gourmet Café kan blive et stamsted for både chauffører og lokalbefolkningen, og så er konceptet med til at understrege, at vi vil lidt mere, og at vi er stedet, hvor hviletid bliver til kvalitetstid”, siger Charlotte Ørnsvig, projektdirektør hos Recharge City.