Forhandlingerne med de nøje udvalgte samarbejdspartnere, der skal være en del af Recharge City, når det spritnye og innovative parkerings- og opladningscenter åbner i 2024, er i fuld gang.
En af de store og vigtige aftaler har været at få sat navn på servicestationen, og nu kan Recharge City endelig fortælle, at der er indgået en aftale med en stor og anerkendt operatør, nemlig Circle K.
Servicestationen bliver en af de større af sin slags – og sammen med Zleep Hotels er de to samarbejdspartnere med til at løfte kapaciteten for stedet, hvor hviletid bliver til kvalitetstid.
Circle K bliver servicestationen i fremtidens parkerings- og opladningscenter, Recharge City. Aftalen mellem de to parter er netop underskrevet, og det skaber stor glæde hos Recharge City, der netop nu arbejder intenst på at lukke lejeaftaler med vigtige brands og samarbejdspartnere.
”Det er enormt vigtigt for os at få en stor og anerkendt spiller som Circle K med som en del af Recharge City. Circle K er kendt for sin høje kvalitet, skarpe og fremtidssynede løsninger, gode tilbud og initiativer til kunderne og for at levere et varieret og godt udvalg af mad og drikke. Derudover er Circle K med fremme i udviklingen og udbredelsen af fremtidens brændstofmuligheder i Danmark og understøtter også vores ambition om at sætte nye stanarder for dét at holde et hvil på farten – om det er som privatbilist eller lastbilchauffør”, siger Charlotte Ørnsvig, projektdirektør for Recharge City.
Mere end bare en servicestation
Når Circle K åbner op i Recharge City i 2024, bliver det med en større butik, hvor der også vil være mulighed for at sidde og spise. Der vil desuden være mulighed for at handle et udvalg af dagligvarer – et ønske, som Recharge City ved, at chaufførerne har. Derudover vil servicestationen indeholde faciliteter som vaskehal til personbiler, 6 lynladestandere med samlet 12 ladepladser til elbiler samt tankanlæg med benzin og diesel.
”Vi glæder os over at blive en del af et projekt som Recharge City, som vil lidt mere. Vi deler mange af de samme ambitioner for dét at holde en pause på farten og tanke op, og derfor er vi et oplagt match. Vi vil gerne gøre det lige så nemt at lade el som at tanke benzin og diesel, og når det kommer til kraftfulde lynladestandere, der kan oplade en elbil på blot 20-30 minutter, er Circle K den operatør, der har det største netværk af lynladere i Danmark, så folk trygt og nemt kan køre lange ture i deres elbil.
Placeringen midt i landet på E45 med stor gennemkørsel er også helt central for os. Herfra kan vi servicere mange forskellige typer af kunder”, siger Ulrik Holmetoft, der er ejendomsudvikler og ansvarlig projektleder hos Circle K.
Med den nye aftale er Recharge City et skridt nærmere det, der bliver det fremtidige parkerings- og opladningscenter. Indenfor de næste måneder vil flere lejeaftaler med spændende aktører falde på plads, som alle vil gøre Recharge City til et attraktivt opholdssted på farten.
Her ses en illustration af det kommende byggeprojekt af Recharge City, som Circle K bliver en del af.