Nu kan chauffører træne gratis i Recharge City – og fortsat parkere kvit og frit
Nu kan lastbilchauffører kombinere deres hvil med træning i vores fitnesscenter. Tilbuddet gælder ind til 1. september 2024.
I weekenden udløb tilbuddet om gratis dagens ret hos Café Gnist. Men Recharge City er allerede klar med et nyt tilbud til lastbilchaufførerne: De kan nu træne gratis i det nyåbnede fitnesscenter, som Fit & Sund Horsens bestyrer. Centret, der er åbnet i samme bygning som Zleep Hotel, tilbyder splinternyt træningsudstyr, herunder løbebånd, cykler, maskiner, håndvægte og meget mere.
Det har været gratis at parkere i det sikrede parkeringsanlæg siden 15. marts, og dette tilbud fortsætter hen over sommeren. Nu kan chaufførerne også træne gratis i fitnesscenteret, mens de holder hvil i Recharge City. Formålet med at fortsætte tilbuddet om gratis parkering og nu også gratis træning er at vise faciliteterne frem, så endnu flere chauffører får mulighed for at prøve dem “på egen krop”.
Dagens ret var en kæmpe succes Fra 15. marts til 15. juni har chaufførerne haft mulighed for at hente dagens ret som take-away helt gratis, når de har parkeret mere end 8 timer i Recharge City. Dette tilbud har været en stor succes, og Café Gnist har i gennemsnit serveret 100 portioner dagens ret om ugen.
Et stort ønske om at skabe gode forhold for chauffører Tilbuddet om gratis træning for chauffører er endnu et initiativ for at skabe gode forhold for dem: “Vi har længe ønsket at skabe faciliteter, hvor både chauffører, kontorlejere, lokalområdet og andre kan bevæge sig og dyrke motion. Recharge City skal være et sted for velvære, hvor man kan gøre noget godt for kroppen. At vi nu har åbnet fitnesscenteret er en vigtig del af, at vi kan imødekomme alle behov – uanset om man har lyst til at træne, slappe af, spise et måltid eller mødes med kolleger. Alt dette kan du nu i Recharge City,” udtaler Charlotte Ørnsvig, projektdirektør.
Centeret er indrettet med både løbebånd, cykler, romaskine, vægtløftningsområde, udstrækningsområde og meget andet. Alle maskiner er fra TechnoGym og kan betjenes på flere sprog for at imødekomme danske såvel som udenlandske chauffører. Tilbuddet om gratis træning gælder fra 16. juni til 1. september. Man kan træne i tidsrummet 6-22, og chaufførerne får adgang ved at henvende sig i hotelreceptionen, hvor de skal fremvise deres QR-kode, som de modtager ved indkørslen til parkeringsanlægget.
For yderligere information om Recharge City, kontakt venligst: Charlotte Ørnsvig, projektdirektør, mail: ccm@rechargecity.dk – Telefon: +45 20 47 02 57